Formålet med arbejde i fængslet er:
at den indsatte kan vedligeholde eller forbedre sine arbejdsevner og færdigheder.
at den indsatte kan oplæres og optrænes i sådant arbejde, som han kan regne med at finde beskæftigelse ved efter løsladelsen.
at afsoningen får et så problemfrit forløb for den indsatte som muligt.
at den indsatte holdes fysisk og psykisk i gang med meningsfuld beskæftigelse, så han undgår kedsomhed, og tiden går hurtigere for ham.
at bidrage til at gøre den daglige tilværelse mindre institutionspræget og mere "normal".
Der er i fængslet mulighed for beskæftigelse på følgende arbejdshold:
P-værkstedet: Værkstedet modtager alle nye indsatte. De indsatte er på dag 2 beskæftiget her og bliver herfra anvist arbejde/uddannelse/behandling.
Værkstedet arbejder hovedsagelig med træbearbejdning. Fra værkstedet varetages i øvrigt følgende funktioner:
gennemførelse af programvirksomhed
rengøring af en række fællesområder
interne transportopgaver.
Der er desuden tilknyttet et særligt aktivitetsværksted, hvortil de indsatte visiteres via et særligt råd fra andre arbejdsområder. Det drejer sig eksempelvis om indsatte med fysiske handikap mm.
Depotet løser bl.a. opgaver vedrørende indlevering og opbevaring af indsattes private genstande samt opgaver vedrørende vasketøj.Depotet administrerer personaleuniformer.
Byggeteknisk afdeling varetager alle bygningsmæssige vedligeholdelses- og udviklingsopgaver på fængslet.
Tekstilværkstedet løser produktionsopgaver inden stoffer og skind/læder. Hovedopgaverne består i syning af stof til madresser og polstring af stole.
Montageværkstederne varetager typisk pakke-/ompakningsopgaver for private.
Cellearbejde foregår i cellerne på arrest- og isolationsafdelingerne. Der er normalt tale om monteringsarbejde mv. for private.