Statsfængslet benyttes i dag til fuldbyr­delse af fængselsstraf og gennemførelse af varetægtsfængseling. Hvad dette nærmere indebæ­rer, vil blive søgt beskrevet kort i dette afsnit.

Det spørges ofte, hvorfor vi bruger straf. Et kort svar på dette spørgs­mål må gå ud på, at det er »retsbevidstheden« eller »retsfølelsen«, der som et kulturbe­stemt fænomen kræver straf for forbry­delser. Vi kan ikke undvære straffesystemet. Hvis staten ikke påtog sig at straffe, ville ofrene selv eller andre overtage opgaven. Om denne pønale (dvs. strafbetonede) retsfølelse byg­ger på forestillinger om hævn, misbilli­gelse, moralsk fordømmelse, troen på en forebyg­gende effekt eller an­det, er genstand for en løbende diskussion, hvis ofte diffuse konklusion næppe har den store be­tydning for måden at tilrette­lægge afsoningen på. Det vigtigste i denne sammenhæng er at fastslå, at det ifølge nutidig opfattelse ikke er hensynet til den dømte selv (forbedring, resocialisering, soning etc.), der har bragt ham i fængsel. Det er hensynet til befolkningens – og ikke mindst ofrenes – retsfølelse eller krav om retfærdig­hed.

Vender vi os dernæst til spørgsmå­let om, hvordan vi straffer, er det væsentligt at slå fast, at hovedsynspunktet bag straffuldbyrdelsen i de sidste 35 år har været, at det er friheds­berø­velsen i sig selv – indespærringen og kun den – som udgør strafelementet. Dette ho­vedsyns­punkt finder vi også i FN’s og Europarådets for­drin­ger til medlemslandene. Tidli­gere indebar et fængselsophold yderligere en række indskrænknin­ger i livsvilkå­rene med det formål, at straffens karakter af lidelse skulle træde tydeligt frem. I vore dage reguleres fængselsstraffens streng­hed alene gennem dens varighed og ikke som tidligere ved den måde, den fuldbyrdes på. Den gradvise lempelse  af frihedsberøvelsens intensitet i løbet af afsoningstiden kan dog ses som udtryk for, at den pønale retsfø­lelse sætter nogle grænser for sådanne lempelser og derved påvirker afsoningens strenghed. Se nærmere nedenfor side 8.

Straffuldbyrdelsesopgaven i snæver, spe­cifik forstand består herefter i gennemførelse af det pønale indgreb – berøvelsen af den dømtes bevægelsesfrihed. Herunder hører også de accessoriske (medfølgende eller tilhørende) fuldbyrdelsesindgreb, fx brug af håndjern, isolation og disciplinærstraf. Da en fængselsstraf som udgangspunkt skal afsones i åbent fængsel, kan placering i lukket fængsel ses som et accessorisk indgreb, som i den enkelte sag er fundet nød­vendigt, for at det primære pønale indgreb kan gennemføres eller fastholdes.

De straffuldbyrdende myndigheder har imidlertid også vigtige opgaver, som rækker ud over den egent­lige fuldbyrdelsesopgave og som normalt medregnes i en bredere definition af straffuldbyrdelsesopgaven. Disse op­ga­ver har karakter af accessoriske ydelser, som skal løses enten i uomgængelig forbindelse med frihedsberøvelsen (fx kost og logi) eller ud fra bredere hensyn, som skal varetages parallelt med – og på trods af – frihedsberøvelsen (fx undervisning, værkstedsarbejde, socialrådgivning og misbrugsbehandling). Det er disse ydelser, som før i tiden bar samlebetegnelsen »behandling«, men som med nutidens sprogbrug kaldes aktiviteter, programtilbud og lignende – eller blot fængslernes (bruger)ser­vice­ydelser.

Sigtet med fængslernes serviceydelser er illustreret i figuren, hvor de mest fremtrædende ydelser står oplistet:

Figuren skal illustrere, at fængslets serviceydelser navnlig tjener til at opnå:

• normalisering, som går ud på at tilstræbe, at de indsatte trods frihedsberøvelsen kan opretholde en normal tilværelse med almindelige borgervilkår og -rettigheder;
  
  
• resocialisering, som handler om at skabe gunstige muligheder for, at de indsatte trods afsoningen kan bevare eller styrke muligheden for at skabe en tilværelse uden kriminalitet efter løsladelsen;
  
  
• disciplinering, dvs. adfærdsmæssig indordning under fængslets ordens- og sikkerhedsregler.

De fleste serviceydelser tjener alle de tre nævnte formål.

Der kan næppe være tvivl om, at normalisering i sig selv fremstår som en fyldestgørende begrundelse for at eta­blere eller opretholde de fleste ydelser. Resocialiserings- og disciplineringshensyn har herefter deres særlige betydning, når der skal prioriteres ressourcer til de enkelte serviceområder. 

Se også Kriminalforsorgens Principprogram