Normaliseringsprincippet går som nævnt ud på (se "Opgaver og principper"), at selve frihedsberøvelsen skal være den eneste tilsigtede indskrænkning i de ind­sattes tilværelse. Frihedsbe­røvelsens styrke eller intensitet er derfor af afgørende betydning for afsoningens forløb.

Frihedsberøvelsens intensitet beror dels på hensynet til selve straffens funktion, dvs. tilfredsstillelse af de pønale krav (= krav om straf), der indgår i den almindelige retsfølelse, dels på hvad der er praktisk nød­vendigt for at kunne gennemføre indespærringen og modvirke ulovlig adfærd. Hertil kommer behovet for at forberede løsladelsen bedst muligt.

Vi kan kort sige, at det er pønale hensyn, risikohensyn og udslusningshensyn, der be­stemmer indespærrin­gens intensitet i løbet af afsoningen.

Man kan i stærkt forenklet form illustrere afsoningsforløbet for en 3 års dom på føl­gende måde:

Hvert af trinene symboliserer et normalt led i en afsoning. Afvigelser fra dette normalforløb vil ikke sjældent kom­me på tale i konkrete tilfælde enten af konkrete risi­kohen­syn (ordens- og sikkerhedshensyn), som ændre forløbet i skærpende retning, eller af humani­tære hensyn, som kan mildne retsfølelsens pønale krav til frihedsberø­velsens intensi­tet. Eksem­pelvis kan nævnes, at prøveløsladel­se ifølge straffeloven nor­malt skal finde sted, når 2/3 af straffen er afsonet, men un­der ganske særli­ge omstændigheder kan løsladelse ske tid­ligere (når der forelig­ger påtræn­g­en­de humanitære grunde el. lign.) eller senere (når ri­siko­en for ny kriminali­tet findes væsentlig og løs­ladelse til normal tid derfor skønnes utilrådelig).

I 2002 blev afsoningsforløbet for straffe på 5 år eller mere skærpet, idet påbegyndelse af udgang blev udskudt til et senere tidspunkt under afsoningen. For at illustrere dette ses her en model for afsoning af en 12 års dom:

Det fremgår af figuren, at tilrettelæggelse af en gradvis udslusnings-plan, inden 2/3 af straffen er afsonet, er betydelig vanskeligere ved en 12 års dom end ved en 3 års dom.