Charlotte Heltved
Souschef for afdelingsleder
Ansat siden 1988
Jeg var først i Statsfængslet i Vridsløse en 7 års tid som fængselsfunktionær. Så var det meningen, at jeg skulle udlånes i 3 måneder til KUC, der dengang lå på Østerbro, men det blev til 5 1/2 år og herefter 4 år som fastansat. Men, sådan er der så meget i Kriminalforsorgen, og man vælger jo selv! Da jeg er typen, der har ild et vist sted og ikke ka' sidde stille, søgte jeg tilbage på Statfængslet i Vridsløselille, hvor projekt Kongens Ø er. Kongens Ø, som har været en fast del af budgettet nu i en del år, er et utroligt berigende sted, hvor vi arbejder sammen med ansatte fra Arresøhøj, tidligere misbrugere og nogle af dem tidligere afsonere, der nu er misbrugsbehandlere. De er utrolig professionelle, og det virker! Vi arbejder efter Minnesotamodellens 12 trin. De indsatte skal helst være clean og selv ønske at komme i behandling, når de kommer ud til os.
Jeg arbejder ikke i selve behandlingsprojektet. Der er også en almindelig fælleskabsafdeling, hovedporten og bagporten, som skal passes. Det er et godt sted at være, hvor man har mulighed for at variere sin dagligdag. Folk taler bedre sammen her. Ellers er min mening også, at man ikke altid skal hyle som de ulve, man er sammen med, men i stedet forsøge at gøre en forskel, fx ved at tale ordentligt til hinanden.
Det skal ikke lyde for lyserødt, for det er også et utroligt hårdt miljø, hvor tingene ikke sker overnight. Det er det lange seje træk, og man skal tro på mirakler og tro på, at det virker over en årrække. Når tingene så lykkedes, skal man være parat til ikke at se succesen, for så er de indsatte her jo ikke mere! Men, jeg er heldigvis uhelbredelig optimist og har da også kunne fornemme forandringer til det bedre, når jeg her 9 år efter møder den samme indsatte. Vi taler meget bedre sammen i dag. Ikke som i gamle dage, når fangerne skreg "betjent på gangen", næsten hver gang, vi viste os. Klimaet er betydeligt bedre. En vigtig grund til, at jeg også kan betragte jobbet så positivt, som jeg gør, er opbakningen hjemmefra. Det er vigtigt, at man har accepteret de skæve arbejdstider.
Vold eksisterer, og det er et reelt problem. Men, selv om jeg har været her i mange år, har jeg aldrig selv været ude for at skulle trække i alarmen eller været ude for at skulle ha' debriefing. Jeg har selvfølgelig oplevet at være nervøs i konkrete situationer, men man bestemmer også mange gange selv, hvordan situationen udvikler sig. Man kan sætte sine grænser på mange måder.
